torsdag den 15. december 2011

Hvem vandt lodtrækningen om "Sov med klumpfiskene"?

Inden vi afslører, hvem der vandt lodtrækningen om at overnatte i Havbundsrummet under Oceanariet, vil Skoletjenesten gerne sige tak til alle elever og lærere, der har deltaget i projektet "Bliv klogere på mågerne".

Vinderklassen blev: 4b Strandby Skole - tillykke!

3a Sæby Skole og 4b+c Frydenstrand Skole besøger Oceanariet

I dag var det de sidste 3 klassers tur til at besøge Oceanariet og se måge-udstillingen. Elever og lærere er fotograferet i Havbundsrummet, hvor udstillingen hænger med Oceanariet som nabo.


Ved sælfodringen var der igen i dag mange måger, blandt andet også 6 rider, som ikke så ofte gæster sælariet, når sælerne fodres. Der var også en ringmærket svartbag, JP235, som blev ringmærket ved Lindesnes i Sydnorge i sommers.

tirsdag den 13. december 2011

4a Hirtshals Skole besøger udstillingen

I dag var 4a fra Hirtshals Skole på besøg for at se udstillingen. På vejen fra skolen til Oceanariet stødte de på en svartbag, som var farveringmærket - desværre var billedet ikke tydeligt nok til at vi kunne aflæse ringen. Under klassens besøg blev eleverne og lærer Lene Sif Grace interviewet til Henrik Ledet fra SkagaFM.

Ride i pleje er kommet sig

Riden, der blev indfanget under sælfodringen i går, kom i pleje, hvor den blev fodret med sild og tobis.


I dag var den allerede kommet sig og spiste atter en del sildestykker. Her er den fotograferet kort tid inden dyrepasser Lene Laursen slap fuglen fri igen.

mandag den 12. december 2011

5 klasser fra Strandby Skole indvier udstilling

I dag blev udstillingen "Bliv klogere på mågerne" indviet med manér, da 4a+5, 5a+b og 6a fra Strandby Skole besøgte Oceanariet.


Der var også tid til at opleve fodring ved Oceanariet og sælerne, men har havde dyrepasseren Lene svært ved at komme til for mågerne.

tirsdag den 6. december 2011

Udstillingen på Oceanariet - der arbejdes på højtryk

4.a fra Hirtshals Skole har været på besøg på det grafisk værksted på Oceanariet, hvor udstillingen "Bliv klogere på mågerne" er på ved at blive lavet.


De benyttede også lejligheden til at se den nye klumpfisk, der blev sat i Oceanariet i formiddags. Klumpfisken har været i en uges tid på Øresundsakvariet i Helsingør efter at den blev fanget i garn ved Vedbæk.

Ny farvemærket måge ved sælariet

I dag dukkede endnu en farvemærket måge op ved sælariet under sælfodringen. Det var en sølvmåge, J3296, der blev ringmærket ved Arendal i Sydnorge i juni i år. Den blev først set på havnen i Hirtshals den 2. december.

tirsdag den 29. november 2011

Sildemåger på vinterferie i Afrika

Når vi har vinter heroppe nordpå så opholder mange af vore nordeuropæiske trækfugle sig under helt andre og lunere himmelstrøg. Blandt andet i det lille vestafrikanske land Gambia. Det er et af Afrikas fuglerigeste områder med over 500 forskellige arter. Af dem så vi dog kun de 190, da Einar Flensted-Jensen og jeg var dernede et par uger i vinteren 2010. Men vi kiggede også kun på fugle i landets vestligste del. Ved strandene og områder omkring Gambia-floden kiggede vi især efter måger, terner og vadefugle fra Nordeuropa – vi håbede at finde fugle, der var ringmærkede – og især farveringmærkede.

Einar har stor erfaring i at aflæse tal- og bogstavkoden på en farvering med sin teleskopkikkert. Mens vi var dernede, lykkedes det ham at aflæse 6 fra Norge, samt 1 fra Danmark, 2 fra Tyskland og 1 fra Spanien. Flere af de norske fugle har tidligere været aflæst i bl.a. England, Belgien og på strandene i netop Gambia.

Den danske sildemåge blev ringmærket den 1. juli 2008 som unge på øen Langli ud for Esbjerg – af to danske ringmærkere, Kjeld Tommy Pedersen og Rune Skjold Tjørnløv. I oktober samme år blev den aflæst på en losseplads i Frankrig, og på årets næstsidste dag aflæst igen på samme strand i Gambia, hvor Flensted-Jensen nu aflæste den nok engang to år efter, den 4. februar 2010. Den ældste kendte danske ringmærkede sildemåge blev i øvrigt ca. 29 år.

At aflæse farveringmærkede fugle på åben strand blandt flere hundreder andre måger og terner kræver stor tålmodighed og erfaring samt de rigtige lys- og vindforhold. Det vil sige svag vind, og bedst morgen og aften hvor der ikke er solflimmer. Mens Ejnar forsøgte at aflæse ringene, prøvede jeg at holde ivrige og naturligt interesserede børn på afstand!




Desuden fandt vi en død splitterne, mærket med en stålring fra Naturhistorisk Museum i Bruxelles. Stålringen var slidt, og det tydede på, at fuglen havde nået en betydelig alder. Det viste sig da også at den blev 16 år og 7 måneder gammel, for den var mærket som unge i Belgien i juni 1993. En farveringmærket splitterne var mærket i Italien i april 2007. I øvrigt blev den ældste kendte danske ringmærkede splitterne 27 år.

Flere nordiske vadefugle var også ringmærkede – dog ikke med farvering. En af de arter, vi var særligt interesserede i, var den lille ryle sandløberen, og vi checkede forgæves flere hundrede for en eventuel farvering. Denne ryleart er nemlig i de senere år farveringmærket på ynglepladsen i Zackenberg helt oppe i det nordøstlige Grønland. Og derfra er en og samme sandløber tre år i træk set i Skagen - på trækket sydpå til f.eks. Afrika!

Man er også begyndt at sætte små satellitsendere på større trækfugle (bl.a. storke, gæs og rovfugle) for at kunne følge dem (prøv at google: satellit-telemetri). Satellitsenderen giver hele tiden besked om, hvor fuglen er. Og fugle helt ned til løvsanger og nattergale størrelse kan få en såkaldt geo-lyslogger sat på sig. Her er man dog nødt til igen at indfange fuglen med lysloggeren for at kunne få noget at vide om dens trækmønster. En lyslogger måler nemlig kun den ændrede lysintensitet afhængig af breddegrad. Når fuglen forhåbentlig vender tilbage til ynglepladsen fra året før (hvad de fleste fugle ofte gør), og man har held til at indfange den, så kan de aflæste data omsættes til de forskellige geografiske positioner på dens rejse. Dermed afsløres fuglens trækrute med en nøjagtighed på omkring plus/minus 100 km.

Et spændende eksempel herpå er de havterner, som på deres ynglepladser i Grønland og Island var blevet forsynet med en geo-lyslogger på ca. 1,5 gram, og hvoraf flere viste sig at have tilbagelagt 71.000 km på deres årlige rejse til og fra Sydpolarhavet. En rejse, som i løbet af et f.eks. 30 års havterneliv bliver til 2,4 millioner km, eller tre gange Jorden-Månen tur-retur! Se mere på www.arctictern.info .

Jørgen Stubgaard, naturvejleder.

Tak for den spændende historie! Kjeld Tommy Pedersen og Rune Skjole Tjørnløv har også ringmærket mange af svartbagene på Hirsholmene og Læsø.

Anders Østerby

fredag den 18. november 2011

Fornemt måge-besøg i Hirtshals Havn

I de sidste 10 dage har en sjælden gæst holdt til i Hirtshals. Det er Bonapartemågen, som normalt lever i Nordamerika. Fuglen, der meget ligner en hættemåge, er måske blevet blæst til Europa i en kraftig storm. Om vinteren mister begge fugle deres mørke hætte på hovedet.


Mågen har fået sit fine navn efter Charles Lucien Bonaparte, som var en fransk videnskabsmand, der rejste rundt i Nordamerika i 1820 for at finde og beskrive dyr. Charles Bonaparte var forresten i familie med Napoleon Bonaparte.

Den sjældne måge fik fuglekiggere fra hele landet til at komme til Hirtshals for at se den.

Med bonapartemågen er der set 13 forskellige måger i Hirtshals i år:
Sølvmåge
Svartbag
Sildemåge
Middelhavssølvmåge
Kaspisk måge
Gråmåge
Stormmåge
Sorthovedet måge
Hættemåge
Bonapartemåge
Sabinemåge
Dværgmåge
Ride

søndag den 6. november 2011

Da T930 blev til DF6T

Her er et godt eksempel på, hvor grundig man skal være med aflæsningen af farveringene. Den 24. oktober fotograferede jeg en Svartbag på taget af Cosmos Trawl på havnen i Hirtshals. Jeg sendte foto og oplysninger ind til Zoologisk Museum i København om "T930".


Zoologisk Museum meddelte at fuglen var ringmærket i London, men der havde de svært ved at finde fuglen. Senere viste det sig at jeg havde læst ringen på hovedet:


Fuglen var DF6T og var ringmærket på en losseplads nær London den 29. januar 2010 - iøvrigt er denne den anden engelske svartbag, jeg har aflæst i år.

Anders Østerby

fredag den 4. november 2011

Rapport fra 4c og 4b Frydenstrand Skole

Rapport fra 4.C på Frederikshavn Havn den 25. oktober


Der var ikke mange måger da vi kom, men efterhånden kom der rigtig mange måger, fordi vi smed brød ud til dem. Det var en rigtig hyggelig og sjov tur. Og vi havde godt vejr.


Mon der er en måge derhenne?


Rapport fra 4b den 26. oktober


Der var mange måger, vi så 147. Vi gav dem brød men de kom ikke. Der begyndte at komme tidevand. Vi frøs. Der kom store og små måger. Hvis man ser godt efter kan man se dem sidde ude i vandkanten og langs med de søer der er på stranden.


Vi så mange måger. Det var nogle store og flotte måger. Vi gav dem brød. Imens kom tidevandet. Det var koldt. Vi så ca. 147 måger.

Kære 4c og 4b

Det var dejligt at høre fra jeres ture i Frederikshavn. Jeg kan se på jeres billeder at I også har set hættemåger. De kommer sikkert ovre fra Hirsholmene, hvor de yngler i en stor koloni. Det er godt for dem at de yngler mange sammen, for så kan de holde øje med svartbagene og sølvmågerne, der kan finde på at æde deres æg og unger. På billedet fra havnen kan jeg se at der er mange sølvmåger og vist en enkelt voksen svartbag med sort ryg.

Anders Østerby

onsdag den 2. november 2011

Store mågedag i Strandby med 4.a og 5.b den 2. november

Rapport fra 4.a's tur på havnen:

Vi startede med at se Anders gå ud af bilen med alt sit grej. Der var meget! Så tog han den store kikkert ud. Vi kiggede alle på en måge, som havde ringmærke på. Den havde Anders spottet. Til sidst var der en fra vores klasse, der gættede nummeret. Der stod J332W. Efter vi havde fået taget billede tog vi hjem.

Skrevet af Casper og Tobias.



Vi så på måger med en kikkert som Anders havde med. Han havde alt sit grej med og vi fandt en måge med nummerplade på. Det var J332W. Vi talte også en masse måger. Der var flest sølvmåger. Vi så også en sæl på turen.

Skrevet af Mads og David



5.b kiggede også efter J332W, men kunne ikke finde den igen. Til gengæld fandt de JW846, en Svartbag, som er set et par gange i Strandby Havn siden séptember.





Begge klasser talte mågerne. Der var ialt 160 omkring havnen og stranden - flest sølvmåger.

6a Strandby Skole: Rapport fra ture på havnen 3. okt. og 31. okt.

Den 3. oktober var klassen første gang på havnen. De så en del sølvmåger, svartbage og skarver.


De fandt også en døende måge, som viste sig at være en ung Svartbag. Fuglen var farveringmærket:


6.a var også på tur den 31. oktober, hvor de fandt en ringmærket måge,
J710W.


Kære 6.a:
Det var en lidt barsk oplevelse med den døende måge. Vi har også fundet nogle døende måger i Hirtshals og vi har en mistanke om at de har spist rottegift - ved I om der står kasser med rottegift på havnen i Strandby?

Det var spændende med fundet af J710W - den har vi nemlig også set flere gange i Hirtshals i perioden 7. september-27. oktober - se billedet herunder, hvor den er fotograferet den 27. september - har I tjekket hvor og hvornår de to måger var mærket?

Anders Østerby


mandag den 31. oktober 2011

4a Strandby Skole på havnen 6. oktober

4a fra Strandby Skole var på havnen den 6. oktober, hvor de så Sølvmåger, Svartbage og Sildemåger. De fandt også en død måge med farvering på.


De benyttede også lejligheden til at besøge fiskeauktionen, hvor der var to flotte helleflyndere.


Hej 4.a Strandby Skole
Jeg regner med at høre fra jer, når I har fundet ud af, hvor og hvornår den døde måge var ringmærket. Også spændende med helleflynderne. Jeg har et par gange set helleflyndere på 100 kilo på auktionen i Hirtshals.
Det var også heldigt at I så Sildemåge - de er nemlig ved at forlade Danmark for at flyve til Vestafrika for at overvintre der. Ejnar Flensted-Jensen på billedet aflæste en masse sildemåger, da han var på ferie i Gambia sidste vinter.

Anders Østerby


Foto: Jørgen Stubgaard.

onsdag den 26. oktober 2011

5a Hirtshals Skole besøger Oceanariet

I dag var klassen på besøg på Oceanariet, hvor eleverne lærte om Nordsøens fugleliv. Nogle af eleverne blev efter skoletid for at kigge efter måger ved sælfodringen. Hver eftermiddag kommer der mange måger, når sælerne bliver fodret. Mågerne har nemlig fundet ud af at de kan stjæle sild, hvis sælerne ikke er hurtige nok.


Der var 40-50 store måger (flest sølvmåger) ved fodringen i dag, men der var ingen med ring.


Sølvmågen J1219, der blev ringmærket som unge ved Mandal i Sydnorge i juni 2009, blev først set ved sælariet i januar 2010. Siden er den set en masse gange, både ved sælariet, men også på Hirtshals Havn. Billedt er taget den 13. oktober i år.

torsdag den 13. oktober 2011

3a Sæby Skole på Sæby Sønderstrand 13. okt. 2011

Vinden var kold fra nord, så vi tog på Sønderstrand i dag, hvor klassen fik talt mågerne og fik fodret med brød. Mågerne omkring Sæby Havn er vant til at blive fodret sammen med ænderne, så de spiser gerne brød. Vi så også en ung knopsvane.


Klassen talte sølvmågerne under fodringen - de andre måger blev set i løbet af formiddagen:

Sølvmåge 145
Svartbag 2
Stormmåge 1
Hættemåge 1


Bagefter talte Anders mågerne i Sæby Havn og på Nordstranden:

Sølvmåge 120
Svartbag 4
Stormmåge 2

onsdag den 12. oktober 2011

5a Hirtshals Skole finder 3 farvemærkede måger 12. okt. 2011

På klassens første tur på Hirtshals Havn fandt vi 3 farvemærkede måger i løbet af 10 minutter. Den første Svartbag J765W stod først på kajen og derefter fløj den rundt over os sammen med Svartbag J704W. Begge var unge måger og holdt til ved kutteren Kas-Ken. Her kunne de finde fiskerester i nettet.


J765W blev ringmærket på Korsholm, en af de små øer ved Strandby, den 15. juli i år. Den blev set ved Strandby den 9. september. J704W blev ringmærket på Græsholm ved Strandby den 13. juli i år. I august og september blev den set ved Träslövsläge og Göteborg i Sverige. Fra den 10. oktober har den været i Hirtshals.


Den tredje Svartbag JE251 fandt vi på gruset ved Skagerrak Fiskeeksport. En lastbil jagede den op. Den fløj heldigvis ikke så langt, men landede på kajkanten. Vi var så tæt på mågen at ringen kunne aflæses med håndkikkert - mange fik også set den i den store kikkert, teleskopet.


JE251 blev ringmærket ved Lindesnes, Norges sydligste punkt, den 9. juli 2010 - siden september 2010 er den blevet set i Skagen og Hirtshals. Fra juni i år har den holdt til i Hirtshals.


Matthias med bogstaver på jakken kigger på JE251 med bogstaver og tal på benet.

I havnen var der mange Svartbage og Sølvmåger, der søgte efter føde - vi så både voksne fugle med gule næb med røde pletter og ungfugle med plettet fjerdragt. Der var også enkelte rider med sorte vingespidser og hættemåger, der var komme i vinterdragt - de havde ikke længere hætte på.
Ved Nyfrost fandt vi en masse fjer, som mågerne har fældet. Fjerene falder ned fra det flade tag, hvor mågerne sover om natten.

tirsdag den 11. oktober 2011

5b Strandby Skole på havnen 28. sep. og 5. okt.

Onsdag d. 28. september var den første tur til havnen. Inden afgangen havde vi set på vores udstoppede måger hjemme på skolen. Vi havde både set på de store og de små måger. Vi havde snakket ungfugle og set på næb og fødder.

Lærer Annette Larsen


Den første gang på havnen 28. september:

Sidste gang i natur/teknik var vi på havnen og kikke efter måger med ”nummerplader” på. Vi havde været i brugsen efter toastbrød, som vi ville kaste ud til mågerne. Da vi havde købt toastbrød gik vi hen til havnen. Vi smed noget toastbrød, men mågerne ville ikke komme tæt nok på.

Skrevet af Simone, Laura J, Laura C og Ditte


Anden tur på havnen den 5. oktober:


At tælle måger:
Vi skulle tælle hvor mange måger, der var på havnen. Vi skulle tælle en del hver. Vi brugte vores kikkerter. En skulle tælle dem på taget en anden talte dem på stenene. Der var også måger på molerne. Dem talte vi også.


Den døde måge:
Da vi kom til havnen fandt vi en død måge. Den havde en sølvring og en ”nummerplade” på. På den nummerplade stod der: JW901. Vi gik videre hen til slæbestedet. Vi kiggede på måger, men vi fandt ikke nogen med nummerplader eller ringe på.

Skrevet af Caroline, Katja, Johanne og Cecilie

Kære 5b Strandby Skole

Det lyder som om I har haft nogle gode ture på havnen. Jeg har prøvet at forstørre billedet af mågen med ringen - jeg kan se at det starter med "JW" - så ved vi at den er ringmærket på Hirsholmene. Fjerdragten viser at fuglen er fra i år.

Det bliver spændende at se, hvor og hvornår "JW901" er mærket - jeg har en mistanke! De sidste uger har jeg fundet en del farvemærkede måger i Hirtshals, som først havde været i Strandby - men "JW901" dukker altså ikke op i Hirtshals....

Anders Østerby

mandag den 3. oktober 2011

3. gang = lykkens gang for 4a Hirtshals Skole

På 4a's tredje og sidste tur på havnen var vi heldige med tørvejr - og med at finde farveringmærkede måger. Den første var en Sølvmåge, J3402, som blev mærket ved Mandal i Sydnorge den 1. juli i år - vi nåede ikke at fotografere den, men der var mange, der så den - man kunne komme meget tæt på den. Vi fandt også en Svartbag, J291W, som søgte efter føde ved fiskeauktionen. Nogle elever fik aflæst farveringen i den store kikkert. Svartbagen blev mærket ved den lille ø Kjølpen ved Frederikshavn den 29. juni i år og er blevet set i Hirtshals siden den 15. august.


Vi gik også forbi ridekolonien for enden af Oliekajen. Riderne var ikke længere i rederne, men vi så nogen af dem flyve forbi og nogle af dem så vi også sidde og hvile.

torsdag den 29. september 2011

Svartbag på langfart



Denne svartbag, der blev aflæst på Hirtshals Havn den 28 september, er kommet langvejs fra. Den blev mærket den 26. maj 2010 på Hornøya ved Vardø i det alle østligste Norge - se kortet nedenunder. Mellem Vardø og Hirtshals er der 1740 kilometer i direkte luftlinie, men måske har fuglen fulgt Norges kyst, inden den nåede til Hirtshals - og så har den fløjet endnu længere.

torsdag den 22. september 2011

Rapport fra 3.a Sæby Skole 15. og 20. september


Torsdag d. 15 september var vi nede og kigge på måger vi fandt desværre ingen med ringe på. Men vi fandt en hel masse måger. Der var mange ungfugle, vi så flest sølvmåger. De var flotte. Nogle af os fandt rav. Nogle havde brød med til at lokke mågerne tættere på. Nogle havde også kikkerter med.
Tirsdag d. 20 september var vi nede på havnen hvor vi så mange måger igen. Vi prøvede at logge dem tættere på, men de var for bange. Grethe prøvede at nærme sig for at kunne smide lidt brød, men det lykkes ikke, de blev bange. Pludselig kom de igen og vi kunne logge dem tættere på. Vi gik ned til åen og satte os for at kaste brød for at se hvor tæt mågerne kom på.
Nu gik vi ned til stranden for at kigge om der var måger der. Det allersidst brød kastede vi for at lokke dem tættere på og det lykkes vi fik dem 5-7 meter fra os.
                                                                                                                   Marie og Emma   


Vi har været på stranden og set på måger. Det var sjovt. Dernede fandt vi sølvmåger og den 20. september så jeg en hættemåge og mange sølvmåger. Vi havde en fantastisk kikkert så vi kunne se dem helt tæt på. Nogen gav dem også brød og nogen fandt rav. Hele klassen var også af sted den 15. september. Der fandt vi også nogle sølvmåger, det er dem vi har set flest af. Mange af dem var unge fugle.                                   
                                                                        Sofie

Vi så 5 svartbag de var pæne og de var mærkelige når de stod og baskede med vingerne. Vi så også en hættemåge men vi fandt ingen måger med ringe på. Det var rigtigt ærgerligt fordi vi ville godt se nogle med ringe på. Vi så også en skarv den var stor og flot og vi fik et mega godt bilede af en måge. Den er flot.
                                                                Anders


Vi har været på havnen, vi går to og to der ned. Og vi kiggede på måger. Vi fandt blandt andet nogle sølvmåger og vi fandt en hættemåge i går (20 sept.) vi havde brød med og vi kom helt tæt på dem. Og vi gik også på stranden og vi havde taget en stor kikkert med. Vi prøvede den næsten alle sammen og nogle af os fandt rav men jeg fandt ikke noget. Vi sad på kanten og spiste pizza boller vi selv havde bagt. Der var mange skarver. Og det var dejligt af det ikke regnede. Mange af os havde selv kikkerter med. Så kunne vi låne af hinanden. Og se fuglene i dem. Det var sjovt at være der nede og vi skal snart der ned igen, men gåturen hjem er lang.
                                                                                                       Caroline



Kære 3.a Sæby Skole,

godt at høre at I har haft nogle gode tur til havnen og stranden. Det er flot at I kunne komme så tæt på mågerne - I har sikkert skulle gå stille og roligt og være meget tålmodige! Jeg håber at I finder nogle med farveringe næste gang I er på ekskursion! Held og lykke!

                                                                                                 Anders Østerby





tirsdag den 20. september 2011

4.a Hirtshals Skole er sej - trodser regnen

Vi trodsede regnvejret og kørte til Øststranden, hvor vi kunne finde læ for regnen og blæsten. På grund af regnen talte vi ikke mågerne i dag. Klassen blev delt i to grupper. Den ene gruppe skulle først tjekke mågerne på stranden sammen med Sif. Der var mange Svartbag og Sølvmåge, men kun en blev set med farvering og den nåede at flyve væk, inden ringen blev læst. Den anden gruppe startede med at gå med Anders til slambassinet, hvor Anders lagde fiskerester ud for at lokke mågerne til. Mågerne fløj rundt over fiskene, men turde ikke lande - vi var nok for tæt på.


Til gengæld var vi heldige at finde 8 dværgmåger, der fangede føde i søen ved slambassinet, så nu har vi set verdens mindste måge - og en af de største, svartbagen. Dværgmågen er ikke så almindelig i Danmark, men i de sidste uger har en flok holdt til ved slambassinet i Hirtshals. Fuglen på billedet er en ungfugl fra i år. Den er meget spraglet og kan godt ligne en ride.

Nu glæder vi os til at høre, hvad I andre klasser har set af måger rundt omkring!





mandag den 12. september 2011

4.a Hirtshals Skole på første ekskursion

Så kom vi for alvor i gang i Hirtshals. 4.a fra Hirtshals Skole startede på Vestmolen, hvor den første tid gik med at få indstillet kikkerterne og komme i gang med at bestemme mågerne. Vi koncentrerede os om de mange, der sad på dækmolen. Her fandt vi også en, der var farveringmærket. Vi nåede lige at få aflæst ringen, inden den lettede og fløj væk. Vi fandt en mere med farvering på, men den lettede inden vi nåede at aflæse den. På Husmorstranden kom vi overraskende tæt på en stor flok måger. Her fandt vi to måger med farvering, men de var desværre for langt væk til at vi kunne aflæse ringene.





Vi havde også tid til at kigge på andre fugle. Da vi startede på molen, kunne vi se to lomvier, der svømmede lige neden for molen. På stranden fandt vi også to døde lomvier. På den ene kunne vi se, at den havde fået nye fjer på vingerne. Vi sneg os ind på en stenvender, som havde travlt med at lede efter føde i noget affald.  Vi nåede alle sammen ind på 20-25 meter fra fuglen - uden at den lettede - senere var der to elever, der kun var 10 meter fra fuglen. Længere henne så vi unger af fjordterne, der stod på stranden og ventede på at forældrene skulle komme med føde. Nogle af os var heldige at se en voksen fjordterne, der havde en fisk i næbbet. Til sidst så vi to sandløbere, der søgte efter føde i strandkanten.

Anders Østerby