Einar har stor erfaring i at aflæse tal- og bogstavkoden på en farvering med sin teleskopkikkert. Mens vi var dernede, lykkedes det ham at aflæse 6 fra Norge, samt 1 fra Danmark, 2 fra Tyskland og 1 fra Spanien. Flere af de norske fugle har tidligere været aflæst i bl.a. England, Belgien og på strandene i netop Gambia.
Den danske sildemåge blev ringmærket den 1. juli 2008 som unge på øen Langli ud for Esbjerg – af to danske ringmærkere, Kjeld Tommy Pedersen og Rune Skjold Tjørnløv. I oktober samme år blev den aflæst på en losseplads i Frankrig, og på årets næstsidste dag aflæst igen på samme strand i Gambia, hvor Flensted-Jensen nu aflæste den nok engang to år efter, den 4. februar 2010. Den ældste kendte danske ringmærkede sildemåge blev i øvrigt ca. 29 år.
At aflæse farveringmærkede fugle på åben strand blandt flere hundreder andre måger og terner kræver stor tålmodighed og erfaring samt de rigtige lys- og vindforhold. Det vil sige svag vind, og bedst morgen og aften hvor der ikke er solflimmer. Mens Ejnar forsøgte at aflæse ringene, prøvede jeg at holde ivrige og naturligt interesserede børn på afstand!
Desuden fandt vi en død splitterne, mærket med en stålring fra Naturhistorisk Museum i Bruxelles. Stålringen var slidt, og det tydede på, at fuglen havde nået en betydelig alder. Det viste sig da også at den blev 16 år og 7 måneder gammel, for den var mærket som unge i Belgien i juni 1993. En farveringmærket splitterne var mærket i Italien i april 2007. I øvrigt blev den ældste kendte danske ringmærkede splitterne 27 år.
Flere nordiske vadefugle var også ringmærkede – dog ikke med farvering. En af de arter, vi var særligt interesserede i, var den lille ryle sandløberen, og vi checkede forgæves flere hundrede for en eventuel farvering. Denne ryleart er nemlig i de senere år farveringmærket på ynglepladsen i Zackenberg helt oppe i det nordøstlige Grønland. Og derfra er en og samme sandløber tre år i træk set i Skagen - på trækket sydpå til f.eks. Afrika!
Man er også begyndt at sætte små satellitsendere på større trækfugle (bl.a. storke, gæs og rovfugle) for at kunne følge dem (prøv at google: satellit-telemetri). Satellitsenderen giver hele tiden besked om, hvor fuglen er. Og fugle helt ned til løvsanger og nattergale størrelse kan få en såkaldt geo-lyslogger sat på sig. Her er man dog nødt til igen at indfange fuglen med lysloggeren for at kunne få noget at vide om dens trækmønster. En lyslogger måler nemlig kun den ændrede lysintensitet afhængig af breddegrad. Når fuglen forhåbentlig vender tilbage til ynglepladsen fra året før (hvad de fleste fugle ofte gør), og man har held til at indfange den, så kan de aflæste data omsættes til de forskellige geografiske positioner på dens rejse. Dermed afsløres fuglens trækrute med en nøjagtighed på omkring plus/minus 100 km.
Et spændende eksempel herpå er de havterner, som på deres ynglepladser i Grønland og Island var blevet forsynet med en geo-lyslogger på ca. 1,5 gram, og hvoraf flere viste sig at have tilbagelagt 71.000 km på deres årlige rejse til og fra Sydpolarhavet. En rejse, som i løbet af et f.eks. 30 års havterneliv bliver til 2,4 millioner km, eller tre gange Jorden-Månen tur-retur! Se mere på www.arctictern.info .
Jørgen Stubgaard, naturvejleder.
Tak for den spændende historie! Kjeld Tommy Pedersen og Rune Skjole Tjørnløv har også ringmærket mange af svartbagene på Hirsholmene og Læsø.
Anders Østerby
